GENERELLE BETINGELSER
Prisliste nr. 29 pr. 01.01.2009 annullerer alle tidligere prislister og generelle betingelser. Der tages forbehold for trykfejl.
§1 Anvendelse, Lovvalg og Værneting
1. Nærværende generelle betingelser gælder for alle aktiviteter udført af General Logistics Systems Denmark A/S herefter kaldet ”GLS Danmark” og/eller General Logistics Systems Express A/S herefter kaldet ”GLS Express” i forbindelse med forsendelse, håndtering, omladning og alle andre opgaver vedrørende transport af pakker i Danmark og inden for GLS-netværket. GLS Danmark og GLS Express kaldes i forening ”GLS”.
Nærværende generelle betingelser er gældende i forhold til kunden, uanset om opgaverne udføres af GLS eller af en tredjepart udpeget af GLS.
GLS-netværket er et netværk mellem virksomheder, der er en del af koncernen General Logistics Systems B.V. og andre netværkspartnere.
Aftaler ud over nærværende generelle betingelser er kun gyldige, hvis skriftlig aftale indgås.
Enhver tvist mellem GLS og kunden afgøres efter dansk ret og med Retten i Kolding som værneting.
2. Medmindre andet fremgår af ærværende generelle betingelser (herunder i § 4), eller er skriftligt aftalt mellem GLS og kunden, er GLS ansvarlig i henhold til de til enhver tid gældende regler i Nordisk Speditørforbunds Almindelige Bestemmelser (NSAB 2000).
NSAB 2000 begrænser GLS ansvar for bortkomst, forringelse eller beskadigelse af gods til SDR 8,33 pr. kg, og maksimalt SDR 50.000 pr. opgave. Ved oplagring er GLS ansvar for skade ved én og samme hændelse begrænset til SDR 500.000 (§ 27).
Særlig opmærksomhed henledes endvidere på, at krav mod GLS forældes efter 1 år (§ 30), og at panteretten (§ 14) omfatter såvel aktuelle som tidligere krav. Krav på fragt m.v. skal honoreres uanset handelsaftalens leveringsbetingelser (§ 10).
§2 GLS’ ansvar
1. GLS er ansvarlig for gods fra det tidspunkt, hvor GLS, mod kvittering, overtager godset og indtil godset afleveres til modtager eller returneres til kunden.
Hvis kunden eller modtager deltager i henholdsvis på- eller aflæsningen, begynder GLS`s ansvar først i det øjeblik, godset er anbragt på vognen, respektive ophører, når aflæsningen påbegyndes.
Det er kundens ansvar at udfylde og fremlægge forsendelsesliste til underskrift af chaufføren.
Såfremt der hverken er en af chaufføren kvitteret forsendelsesliste eller minimum en scanning på et givent pakkenummer, anerkender GLS ikke at have modtaget pakken i systemet og er derfor ikke ansvarlig for evt. bortkomst.
2. GLS er ikke ansvarlig for bortkomst, hvis pakkeseddel eller forsendelsesliste ikke er udfyldt eller ikke er udfyldt korrekt.
3. GLS er ikke ansvarlig for beskadigelse, bortkomst eller manko på gods, hvis:
- a.Godset består af flere colli, der er bundtet sammen, med alene én pakkeseddel påført.
- b. Godset omfatter våben, farligt gods kl. 1 med undtagelse af kl. 1.4S. (GLS udfører ikke transport af farligt gods uden for Danmarks grænser), levende som døde dyr, told- og udstillingsgods og carnetvarer
- c. Godset, som følge af sin beskaffenhed, er udsat for at gå til grunde, beskadigelse eller fordærv.
- d. Godset omfatter, guld, sølv, antikviteter, ægte tæpper, malerier og andre kunstgenstande eller rede penge og pengerepræsentativer (bortset fra penge, der transporteres i forbindelse med efterkravsforsendelser).
- e. Godset har været påfyldt væsker (f.eks. gearkasser, benzintanke og lignende) eller består af skadelige væsker som syre eller lignende.
- f. Godset er uemballeret eller er ikke emballeret forsvarligt, herunder særligt fx cykler eller skarpe genstande og lignende.
- g. Godset kan ikke håndteres af én person.
- h. Godset er, efter henvendelse fra HK, klassificeret som "uønsket gods".
- i. Godset består af vin eller andet glasemballeret gods, hvis dette ikke er emballeret i typegodkendt emballage. (Afsenderen af vin skal på anfordring dokumentere, at emballagen er typegodkendt.)
4. GLS er yderligere ansvarsfri ved skade på gods, bortkomst, manko eller forsinkelse, der skyldes kundens eller modtagers egne forhold.
5. GLS er, ved manglende eller mangelfuld emballering, berettiget til at afvise at medtage godset.
§3 Kundens ansvar
1. Har kunden ladet GLS transportere gods, der er udsat for hurtig fordærvelse eller gods, der kan påføre andre hos GLS opbevarede eller transporterede effekter skade, er kunden ansvarlig for alle skader, der herved påføres enten GLS, tredjemand eller eget gods.
2. §2.2 om ansvarsfrihed for GLS og §3.1 om ansvar for kunden finder tilsvarende anvendelse, hvis kunden lader GLS transportere gods, der fraviger specifikationer af godset indeholdt i en mellem GLS og kunden indgået transportaftale.
3. Kunden er ansvarlig for at udfylde alle dokumenter og transportdokumenter korrekt og for, at alle dokumenter udleveres til GLS.
Kunden er ansvarlig for konsekvenserne af fejl ved udfyldelsen.
4. Kunden er ansvarlig for korrekt og forsvarlig emballering af godset såvel indvendig som udvendig.
Afsender er, hvis der anvendes genbrugsemballage i forbindelse med forsendelse, pligtig til, inden pakken over-drages til GLS, at fjerne alle gamle adressesedler m.v.
5. Fejlsorteret gods håndteres dagen efter. Kørsel med fejlsorterede pakker kan, for kundens egen regning, køres selvsamme dag som fejlsorteringen er foretaget.
§4 Ansvarsbegrænsning
1. Særligt vedrørende GLS Danmark
Hvis GLS Danmark er ansvarlig efter §2, erstattes godset ved bortkomst eller beskadigelse med indtil kr. 4.500,- pr. colli opgjort som kostværdi excl. moms og øvrige afgifter.
GLS Danmark kan kun blive ansvarlig efter §2 for gods med en værdi på over kr. 4.500,- pr. colli opgjort som kostværdi excl. moms og øvrige afgifter, hvis varen, af kunden, er afsendt som AddOnInsurance og hvis transporten er bestilt via en af GLS Danmark godkendt, elektronisk dataoverførselsløsning.
Uanset om varen, af kunden, er afsendt med AddOnInsurance-Service, er GLS Danmarks ansvar begrænset til maksimalt kr. 200.000,- pr. colli opgjort som kostværdi excl. moms og øvrige afgifter.
Ved palletransport er GLS Danmark, uanset det ovenstående, udelukkende ansvarlig i overensstemmelse med NSAB2000.
2. Særligt vedrørende GLS Express
Hvis GLS Express er ansvarlig efter §2, erstattes godset ved bortkomst eller beskadigelse i overensstemmelse med reglerne i de til enhver tid gældende regler i Nordisk Speditørforbunds Almindelige Bestemmelser (NSAB 2000).
3. GLS er, uanset §2 og §4, 1 og 2, aldrig ansvarlig for følger af force majeure, strejke, lockout eller andre arbejdsstandsninger, vejrlig, trafikforstyrrelser, eller andre uforudsete begivenheder, som forhindrer eller i væsentlig grad vanskeliggør GLS` udførelse af transporten.
4. Uanset godsets værdi er GLS, ved forsinkelse, maksimalt ansvarlig med fragtbeløbet pr. forsinkede colli.
GLS er alene ansvarlig for forsinkelse, hvis transporttiden udgør mere end 10 hverdage regnet fra dato for afsendelse (defineret ved datering på pakkeliste eller, hvis denne ikke foreligger, fra dato for første scanning i GLS regi).
5. GLS er herudover ikke ansvarlig for tab - herunder driftstab, avancetab eller andet indirekte tab.
6. Hvis skaden er dækket af en af kunden tegnet forsikring, skal kunden samtidig med reklamation over for GLS efter §5 anmelde skaden til kundens forsikringsselskab.
Forsikringsselskabets dækning går forud for GLS ansvar.
§5 Reklamation
1. Krav om reklamation skal skriftligt tilstilles GLS.
2. Reklamationsfristerne gælder for både nationale pakker og eksport pakker.
3.a. Ved synlig skade eller mangel i indhold (manko), skal reklamation ske straks ved modtagelsen og ved begrundet forbehold på fragtbrevet (Kvitteringsformularen).
3.b. Ved ikke synlig skade skal reklamationen ske senest 7 dage regnet fra tidspunktet for kundens modtagelse af pakken.
3.c. Ved manglende levering, (forsinkelse/bortkomst) skal reklamation ske senest 30 dage fra det tidspunkt, hvor pakken skulle have været modtaget af kunden.
GLS forbeholder sig, fra tidspunktet for modtagelsen af reklamationen, retten til at eftersøge en forsinket / forsvunden forsendelse i op til 10 hverdage.
På eksportpakker dækkes reklamationer senere end 30 dage efter NSAB2000.
4. Modtageren skal, på modtagers adresse, stille beskadiget gods samt originalemballagen til disposition for GLS med henblik på GLS besigtigelse heraf.
GLS har ret til at kræve det beskadigede gods samt originalemballagen udleveret med henblik på besigtigelsen.
Såfremt det beskadigede gods transporteres af andre end GLS forinden GLS besigtigelse af dette, eller såfremt det beskadigede gods ikke stilles til disposition for GLS i dets originale emballage, fortaber kunden sin ret til at gøre erstatningskrav gældende mod GLS. (Kun gældende for pakker distribueret i Danmark).
5. Om reklamation ved udførelse af transport af alle andre godstyper end pakker, henvises til §1, 2
§6 Efterkrav
1. GLS udfører alene transporter med efterkravsopkrævninger bestilt via en af GLS godkendt elektronisk dataoverførselsløsning.
Instruks om efterkravsopkrævning anses alene som afgivet, såfremt data, hvori anmodningen om efterkravsopkrævning fremgår, er GLS rettidigt i hænde.
2. Krav mod GLS som følge af manglende efterkravsopkrævning trods gyldig aftale herom, kan alene gøres gældende imod GLS, såfremt afsender retter kravet mod GLS senest 30 dage efter afsendelsesdatoen og kan i givet fald ikke overstige 50.000,- kr., medmindre GLS efterfølgende modtager efterkravsbeløbet helt/delvist fra pakkemodtageren.
GLS eventuelle erlæggelse af erstatning sker under forbehold af retten til at afkræve modtageren det betalte beløb.
(se §6,5.).
Efterkravsbeløb overstigende kr. 50.000,- modtages alene mod betaling med banknoteret check.
3. GLS ansvar for rede penge og pengerepræsentativer, som GLS modtager ved efterkravstransporter, kan maximalt andrage kr. 50.000,- pr. efterkravscolli, heraf kan rede penge maximalt udgøre kr. 10.000,- kr. pr. opkrævning.
4. GLS er berettiget til at kræve, at modtagne checks dækker efterkravsbeløb fra flere kunder.
GLS er ikke ansvarlig for tab og anden ulempe forbundet med denne betalingsform, herunder at modtagne checks er falske, forfalskede, bliver tilbagekaldt eller viser sig dækningsløse.
5. Såfremt en check, modtaget af GLS til dækning af efterkravsbeløbet, viser sig dækningsløs, er kunden forpligtet til, mod forevisning af den originale check med protestbetegning eller en bekræftet kopi heraf, at tilbagebetale ethvert efterkravsbeløb, GLS måtte have betalt kunden.
Kunden kan ikke kræve, at GLS først søger at inddrive beløbet hos modtageren.
6. GLS udfører ikke transporter med efterkravsopkrævninger til lande udenfor Danmarks grænser.
7. I forbindelse med bortkomst eller beskadigelse af efterkravspakke henvises til §4, 1 og 2.
§7 Betaling
1. Prisberegninger sker på basis af de på tilbudsdagen gældende takster. I tilfælde af ændringer heri i tidsrummet fra tilbudsafgivelse til transportens udførelse forbeholder GLS sig ret til at regulere fragtprisen.
2. Betaling skal ske 7 dage efter udstedelse af faktura. Ved betaling herefter beregnes rente med 1,5% pr. påbegyndt måned.
3. Uanset påberåbte modkrav, er kunden ikke berettiget til at foretage modregning i GLS tilgodehavender, herunder ej heller for tidligere transporter.
§8 Tilbageholdsret of panteret
1. GLS har tilbageholdelsesret og panteret i gods og efterkravsbeløb, der er under kontrol af GLS eller med GLS koncernforbundne selskaber, dels for alle på godset og efterkravsbeløbet hvilende omkostninger - fragt, gebyrer m.v. - dels for samtlige øvrige fordringer på kunden tilhørende GLS eller GLS koncernforbundne selskaber
2. Betales GLS forfaldne fordringer ikke, er GLS berettiget til på betryggende måde at lade sælge så meget af godset eller modregne i efterkravsafregningen, så GLS samlede fordringer incl. omkostninger dækkes.
GLS skal så vidt muligt, i god tid, underrette kunden om de skridt, GLS vil foretage med henblik på salg af gods.
§9 Forældelse
1. Sag mod GLS fortabes, såfremt de af §5 stipulerede reklamationskrav ikke er overholdt.
2. Sag mod GLS skal, idet kravet ellers er fortabt, anlægges senest 1 år fra GLS skriftlige accept af kravet.
§10 Palletransport
1. GLS foretager ikke pallebytte i forbindelse med transport af paller.
Kontakt os
